Når angst føles som en gyserfilm, og hvordan du finder roen bag tankerne
Du er ikke i stykker
Du er ikke i stykker, mindre værd eller ved at blive skør.
Du er blot fanget i angstfyldte tanker lige nu, og det er helt menneskeligt.
Når du mærker uro, angst eller panik, kan det føles, som om noget dybt i dig er gået i stykker. Som om du har mistet kontrollen over dig selv, og kroppen kører sit eget løb. Men det er ikke sandt. Du er stadig hel. Du er stadig dig. Du mærker bare en storm, der blæser igennem sindet.
Hvis du tillader tankerne og følelsen af angst at passere igennem dig - uden at bekæmpe dem, analysere dem eller forsøge at fikse dem – vil de slippe igen. Tankerne har aldrig været farlige. De er som skyer, der driver forbi, selvom de nogle gange dækker hele himlen.
Når angst føles som en gyserfilm
Angsten prøver ikke at ødelægge dig. Den fortæller dig blot, at du lige nu er fanget i en indre gyserfilm. En film, hvor alt føles virkeligt, intenst og ubehageligt. Men du er ikke hovedpersonen, der er ved at blive overmandet. Du er tilskueren.
Forestil dig, at du sidder på 6. række i din egen indre biograf. På lærredet spiller tankerne deres film fyldt med bekymringer, katastrofer og gamle minder. Men du er ikke filmen. Du er bevidstheden, der ser den.
Når du opdager det, opstår der et lille øjeblik af ro. Du er stadig dér, bag alle tankerne, og du kan trække vejret igen.
Du er den, der ser, men ikke det, du ser
Det kan virke som en lille forskel, men det ændrer alt. Når du tror, du er dine tanker og følelser, bliver du fanget i deres tempo og drama. Men når du opdager, at du ser dem, at du er roen bag alt det, der bevæger sig, så mister de deres greb.
Roen er ikke noget, du skal skabe. Den er allerede her, lige under støjen. Når tankerne falder til ro, træder du blot ind i det, der altid har været dig.
Du kan ikke ødelægges
Ingen mængde af angst, stress eller uro kan ødelægge dig. Du kan glemme din ro, men du kan aldrig miste den. Du kan tro på gyserfilmen, men du kan altid vågne og huske, at du sidder trygt i biografsædet.
Så næste gang angsten banker på, så vid, at du ikke skal kæmpe mod den. Bare læg mærke til, at du igen er kommet til at tro på en film.
Og så vend stille tilbage til dig selv. Den, der ser, fornemmer og allerede er hel.
Vil du have min støtte?
Hvis du genkender dig selv i det her, og gerne vil blive bedre til at finde ro midt i angsten, så er det lige præcis det, jeg hjælper mine klienter med.
Vi arbejder med, hvordan du kan forstå dine tanker på en ny måde, så du får friheden til at leve mere let og tilstedeværende.
Du er velkommen til at booke en gratis afklarende samtale eller skrive til mig, hvis du vil høre mere.
Ellers vil jeg anbefale dig Groundingforløbet, som lige netop er for dig, der mærker angst.
Læs mere om forløbet og book din plads her.