Hvordan en ny forståelse af sindet kan mindske stress og angst - en psykologs beretning
Skrevet af Ditte, psykolog og tidligere klient
Mit møde med Katja reddede mig fra et liv styret af stress og angst. Jeg har aldrig tidligere oplevet psykiske vanskeligheder - højst en tendens til perfektionisme, mindreværd og eksamensangst - og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft mange ressourcer. Efter 7 år med små og store kontinuerlige belastninger både personligt og arbejdsmæssigt så jeg dog mig selv sygemeldt med stress og opsagt fra min stilling som psykolog i psykiatrien. Til en start var mit stressforløb som forventet. Jeg fik konstateret en belastningsreaktion med symptomer såsom svimmelhed, hjertebanken, trykken for brystet, koncentrationsbesvær, søvnproblemer, energiløshed, appetitløshed, glædesløshed og panikangst. Jeg var udbrændt efter at have været for stærk for længe, og jeg mødte stor forståelse fra familie, venner og behandlere, hvilket gav mig ro til at komme mig. Jeg brugte min sygemelding på at græde, rase, hvile, meditere, gå ture, se “Venner” og gennemføre et virtuelt stressforløb baseret på ACT (Acceptance and Commitment Therapy) samt et individuelt psykodynamisk terapiforløb. Mit funktionsniveau var lavt, jeg havde det dårligt, og jeg savnede den gamle version af mig selv og mit liv, men jeg formåede at have tillid til processen, og efter 6 måneder var jeg på nippet til en raskmelding. Her tog mit liv dog en uventet drejning.
Krisen, der satte mig fri
Jeg blev inden for en uge ramt af to store begivenheder: en påkørsel, hvor jeg pådrog mig en hjernerystelse samt nakkesmerter, og en uberettiget frakendelse af mine sygedagpenge. Jeg oplevede nu en genopblussen af mine stresssymptomer, ligesom jeg blev overvældet af dødsangst og påtrængende erindringer om en tidligere alvorlig bilulykke. Jeg følte mig utryg, i konstant alarmberedskab, og jeg begyndte at bekymre mig om alskens emner, men især om hvad jeg fejlede, og om eller hvordan jeg nogensinde skulle blive rask. Jeg oplevede at være ude af kontrol og ude af stand til at finde ro, og derfor søgte jeg desperat efter svar. Jeg læste psykologisk litteratur, googlede, analyserede, reflekterede og gennemførte endnu et langvarigt psykoterapeutisk forløb, denne gang med vægt på mindfulness, men alt sammen uden varig effekt. Tiden gik, og efterhånden havde jeg været sygemeldt i et år og overbevisningen om at være et håbløst tilfælde og ende på førtidspension kom snigende.
Mødet med Katja
På dette tidspunkt faldt jeg tilfældigt over Katjas instagramprofil og vidste med det samme, at hvis nogen skulle kunne hjælpe mig, var det hende. Hendes budskaber om, at stress og angst er sundhed i forklædning, at vi alle lever i separate tankeskabte virkeligheder, og at Livskraften altid har os, talte til mig. Samtalerne med hende levede heldigvis op til mine tårnhøje forventninger, omend forløbet ikke var som noget, jeg nogensinde havde prøvet før. Hun var ikke interesseret i min opvækst, mine traumer eller mine livsomstændigheder. I stedet trak hun på sine egne erfaringer med stress og angst og introducerede mig for De tre principper: Tanke, Bevidsthed og Livskraft. Katja mødte mig med en høj grad af varme, ro og autenticitet. Jeg mærkede hurtigt, at hun formåede at holde det håb, jeg ikke selv var i stand til, ligesom jeg mærkede, hvor helende det var at blive mødt som meningsfuld og sund - det var fx en stor lettelse, at hun ikke forsøgte at diagnosticere mig, da jeg følte mig rigeligt syg i forvejen.
“ Samtalerne med Katja bar også præg af respekt, ligeværd og humor, hvilket gav mig en spirende fornemmelse af igen at være værdifuld, velfungerende og kompetent - og det har uden tvivl haft en stor betydning for min helingsproces. “
Indsigterne, der ændrede alt
Katjas slogan er at inspirere én til at inspirere sig selv, og det var præcis, hvad der skete under vores forløb; jeg fik den ene indsigt efter den anden. Det tog lang tid, og jeg mærkede både tilbagefald, forvirring og forværring, men jeg kom altid tilbage på sporet efter en ny session med Katja, der gang på gang gav sig tid til virkelig at lytte, pege mig i retning af De Tre Principper og dele ud af sin egen visdom.
Fra kontrol til tillid
Det var afgørende for min proces, at Katja introducerede mig for princippet Livskraft - jeg havde absolut ingen tiltro til mig selv, men jeg kunne godt have tillid til noget, der var større end mig. En slags livets intelligens med opdrift, som ville sikre, at jeg med tiden ville få nye hjælpsomme tanker og dermed blive guidet og helet, hvis jeg tillod det. Således genvandt jeg håbet om bedring og begyndte at erstatte kontrol og gøren med tillid og væren. Jeg opdagede, at der bag alle mine urolige tanker og kropslige fornemmelser var et sted i mig, som føltes let, frit og kærligt; min essens. Dette blev mit anker og mit nye fokuspunkt, som hjalp mig med at rumme symptomer på angst og stress samt hvile i min nyfundne vished om at være OK uanset hvad. Jeg så, at jeg (og alle andre) er kærlighed, at vi er en del af den samme formløse energi og dermed har samme værdi og er intakte, uagtet hvordan det ser ud i formens verden.
At leve indefra-og-ud
Jeg erkendte også, at jeg ikke er et offer for mine omstændigheder. Jeg var længe blevet anerkendt for mine svære livsbetingelser, hvilket var dejligt, men også nedslående, for hvordan skulle jeg kunne få det bedre, når mit liv var så svært? Nu så jeg, at min oplevelse blev skabt 100% indefra-og-ud, og således kunne ydre omstændigheder ikke direkte holde mig nede - det kunne kun mine tanker om dem. Og da tanker altid er flygtige og foranderlige, og min indre ro er tilgængelig selv i kaotiske livsomstændigheder, øjnede jeg pludselig en ny form for frihed.
Jeg kan ikke selv vælge, hvad der sker i mit liv, eller hvad jeg tænker om det, men jeg kan selv styre min opmærksomhed og via tillid, åbenhed og accept selv give mig de bedste betingelser for nye hjælpsomme tanker og dermed en ny livssituation.
Således vinkede jeg uden yderligere indsats farvel til en dyb modløshed og passivitet og mærkede i stedet empowerment og handlekraft.
Fra passiv til aktiv
Jeg fik også indsigten: “Verden er hverken tryg eller utryg - den er bare”, og med ét var min virkelighed forandret. Mit alarmberedskab faldt, jeg slap overbevisningen om snart at blive ramt af en eller flere katastrofer, og jeg stoppede med at være hyperopmærksom på potentiel fare i mine omgivelser. Jeg så, hvordan jeg selv skabte min utrygge oplevelse af min omverden med mine tanker - tanker som virkede så solide og vigtige, men som faktisk var flygtige og løsrevet fra virkeligheden. På samme måde gik det op for mig, at jeg screenede mig selv for fare; har jeg symptomer, og i hvilken grad? Jeg planlagde mine dage efter at undgå dem, og når jeg mærkede dem, forsøgte jeg via tanker eller adfærd at få dem til at gå væk. Jeg var kommet til at tolke dem som et tegn på, at jeg aldrig ville blive rask, og dermed et tegn på fare. Nu så jeg, at mine velkendte symptomer også bare var, ligesom jeg fik øje på deres evige midlertidighed og meningsfuldhed, hvilket gjorde mig i stand til at møde dem med accept, nærvær og nysgerrighed i stedet for modstand, analyse og katastrofetanker. Jeg så nu min svimmelhed som et tegn på, at jeg tænkte for meget, min tinnitus at jeg overhørte min indre visdom, mit vejrtrækningsbesvær at jeg havde brug for hvile og trykken for brystet at jeg skulle forholde mig til vigtige følelser. Det var min indre visdom, der forsøgte at råbe mig op, som rumlestriber på motorvejen. Min krop gik fra at have svigtet mig, være svag og ikke kunne holde til livet til at være en sund, kærlig og meningsfuld budbringer. Jeg var ikke i stykker, men overbelastet, fordi jeg var fanget i en misforståelse om, hvordan sindet fungerer.
Nuets fylde
En sidste vigtig indsigt var: ”Alt, der er, er nu”. Jeg erkendte, at fortid og fremtid ikke eksisterer, og derfor ikke direkte kan påvirke mig - kun mine tanker i nuet om fortid og fremtid findes. Det gik op for mig, at jeg havde en slags fortællerstemme, som ofte genfortalte og/eller bebrejdede mig alt det svære, jeg tidligere havde oplevet, ligesom jeg brugte lang tid på at bekymre mig om fremtiden relateret til helbred, økonomi, arbejde, parforhold og moderskab. Således udsatte jeg mig selv for en masse unødig lidelse, og med tiden virkede denne tankevirksomhed nyttesløs. I starten måtte jeg bevidst rette min opmærksomhed fra fortællerstemmen eller bekymringerne til mit nu - en aktiv påmindelse om, at jeg lige nu og her var tryg og havde det godt - men efter noget tid stoppede tankerne med at dukke op. Jeg gav slip på min historie og på min illusion om at kunne “regne den ud” eller planlægge mig ud af fiktive fremtidige katastrofer. Da alle mine tanker var faldet til ro, begyndte jeg også at kunne mærke og handle på mine behov - om det så var at opsøge en osteopat, en rosenterapeut, gå en tur eller blot hvile uden dårlig samvittighed. Jeg var ikke længere handlingslammet af angst og tvivl, men forbundet med min indre visdom, som hele tiden guidede mig til det næste hjælpsomme skridt.
På den anden side
I skrivende stund er jeg raskmeldt og min voldsomme stress og angst er et overstået og nærmest fjernt kapitel, omend visse symptomer stadig kan dukke op. Den store forskel er, at jeg nu kan møde dem med accept og lydhørhed, ligesom jeg generelt mærker en større ro, velvære og indre frihed. Jeg er ikke længere bange for mine oplevelser, jeg er mere autentisk i mine relationer, og jeg har en nyfunden tillid til, at det hele nok skal gå. Selvfølgelig bliver jeg stadig fanget af tanker, overvældet af svære følelser og glemmer alt, hvad jeg har set, men det varer i kortere tid, og det sker sjældnere. Jeg er ikke i tvivl om, at mit møde med Katja og De tre principper kommer til at forandre mit virke som psykolog. Jeg vil kunne møde klienter med en vished om, at de besidder en medfødt sundhed, og at det ikke er mit job at “fikse dem”. Min fornemste opgave er at pege dem i retning af, hvordan deres oplevelse skabes, at deres sind er selvregulerende, og at accept paradoksalt nok er vejen til forandring. Jeg håber at kunne hjælpe klienter, som Katja har hjulpet mig - hun har mine varmeste anbefalinger, og jeg vil for altid være hende evigt taknemmelig <3
Vil du også opleve en personlig transformation som Ditte?
Jeg tilbyder forskellige forløb til dig, der har brug for fokuseret tid og rum til at arbejde med dét, der fylder hos dig. Hvad end det er stress, angst, tankemylder eller noget helt fjerde… Du kan se alle mine forløb og tilbud her på min hjemmeside.
Du er også altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak omkring, hvordan jeg kan hjælpe dig.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.