Er du angst for at køre i bil på motorvej?
Bange for at køre bil
Jeg kender alt til angst på motorveje. Gør du også? I en lang periode oplevede jeg det dagligt, og det var bestemt ikke rart. Jeg var bange for at få et angstanfald og køre galt, fordi jeg følte mig fastlåst og ude af stand til at komme væk. Det var værst, når der var andre i bilen – hvad hvis de opdagede, at jeg kæmpede med noget så almindeligt som at køre bil?!
Selvom det ikke var rationelt, føltes det som en gyserfilm indeni mig. En gyserfilm, jeg selv havde instrueret og nu var blevet bange for.
Angsten bor i tankerne - ikke i virkeligheden
Der er en frihed i at indse, at det hverken er motorvejen, bilen eller de andre biler, der udløser angsten. Det er en indre film på mit eget bevidsthedslærred.
Når jeg lever mig ind i filmen, føler jeg den med alt, hvad der hører til: hjertebanken, svedige hænder, åndedrætsbesvær, rysten og svimmelhed. Men ligesom en gyserfilm på tv ved jeg, at det ikke er virkeligt, og at filmen slutter igen.
Det samme foregår i dit sind. Din bevidsthed er et lærred klar til at afspille alle slags indre film – sjov med vennerne, hygge med børnene, kedelig opvask, romantik med kæresten eller "farlig" tur på motorvejen.
Dine følelser fungerer som specialeffekter i en 3D-film. Når vi kæmper mod vores angst, fordi vi uskyldigt tror på vores egen indre gyserfilm, stiger angsten. Angstens opgave er at beskytte os, så når vi har en indre film af fare, gør den bare sit arbejde. Men vi møder sjældent reel fare. Det er din indre film, der skaber angsten - ikke virkeligheden.
Slip overtænkningen og bliv fri for angsten
Det er hjælpsomt at indse, at vi skræmmer os selv gennem overtænkning. Der er kun reel fare, hvis du stadig er i fare, når du stopper med at tænke på det. På motorvejen er der ingen fare, når du stopper med at tænke på den.
Når du evner at skelne mellem virkeligheden og din oplevelse af den, ser du, at vi konstant bluffer os selv. Vi sidder i vores egen indre biograf og skifter mellem komedier, thrillere, romantik og gyserfilm. Men når vi ikke er optaget af vores indre film, vender vi tilbage til nuet og vores indre ro. Bag alle disse film er livet rent og klart. Det er her, du altid vender tilbage til, når din motorvejs-gyserfilm er færdig eller du har mistet interessen for den.
Du er altid velkommen til at lade dig underholde af din indre biograf, men måske kan du gøre det hyggeligt med popcorn og slush-ice. Eller du kan opdage, at livet foregår udenfor biografen.
Når du tjekker ud af dine tanker og mærker livet, kan du nyde de følelser, der kommer midlertidigt. Vi vælger ikke altid vores indre film, men vi vælger, hvad vi gør ved dem. Rigtig god fornøjelse med din næste film.
Få hjælp til at slukke for din indre gyserfilm
Uanset hvilken gyserfilm (eller overtænkning), der kører i dit sind - om det er angst for at køre på motorvejen eller noget helt andet - så står jeg klar til at hjælpe dig. Jeg har fundet vejen til at slukke for min egen indre gyserfilm og dén erfaring og viden vil jeg gerne dele med dig - så du kan bryde fri af angsten og overtænkningen, og i stedet give plads til den indre ro, som også bor i dig.
Skriv til mig på kontakt@katjastolshoej.dk - så finder vi sammen ud af, hvordan jeg kan hjælpe dig i din situation.